Voksenmobning for let øvede

Voksenmobning for let øvede

Føler du dig udenfor på dit arbejde? Er dine kolleger mindre kollegiale, end de kunne være? Er du træt af sladder og dårlig stemning i kantinen?

Så gør noget ved problemet: Bliv bedre til at mobbe dine kolleger og send de ubehagelige følelser videre til en anden!

I Voksenmobning for let øvede lærer du, hvordan det sociale spil foregår på arbejdspladsen, så selv den med de tykkeste briller kan blive ham, alle vil være ven med.

Alt sammen ved brug af enkle virkemidler som Det Falske Rygte og Pludselig Tavshed ved Kaffemaskinen.

Et bidende ironisk og humoristisk foredrag om mobning på arbejdspladsen – et problem, mange virksomheder kæmper med.
For når det kommer til de sociale spilleregler, så befinder vi os stadig i skolegården, hvor de store og de mange dominerer, og Tykke Tove er der ingen, der vil lege med.

Advarsel: Foredraget kan føre til bedre arbejdsmiljø.